Sygeplejersken i hverdagen

Er netop kommet hjem fra aftenvagt.

I aften mærkede jeg virkeligt, hvor slemt det kan være. Normalt har vi 6 patienter hver i en aftenvagt. I aften havde jeg på et tidspunkt 12. 3 gik hjem, så hjalp det på det. Men 5 af de resterende skulle have fuld hjælp. Godt der var en assistent til at hjælpe mig.

Jeg synes ikke jeg kunne have gjort noget anderledes, jeg gjorde de ting jeg skulle - doserede medicin, satte i.v. antibiotika op, satte drop op, dryppede øjne, udskrev patienter, talte med hjemmepleje… Alle de instrumentielle og praktiske ting… Men den mere menneskelige side af plejen er der sørme ikke tid til. Den er sparet væk.

Tiden fløj afsted og pludselig var de 8 timer gået. Og hjem kan man drage med uro i sindet over de ting man ikke nåede. En af patienterne havde fået tryksår, fordi han ikke var blevet vendt. En anden var ikke blevet vasket i dagvagten og lugtede af urin. En tredje havde ikke været oppe at gå i flere dage, da der ikke havde været tid til at hjælpe ham.

Jeg spurgte min kæreste her til aften, om hvor længe han tror vi holder i faget, og han smilede skævt og sagde, at han håbede, at han på længere sigt ville kunne få job i det private. Han er radiograf og arbejder på samme hospital som jeg.

Den første dag som færdiguddannet sygeplejerske var både skræmmende og bekræftende. Jeg skulle finde mig selv i en ny rolle. Livlinerne, livet som studerende bød på, var klippet over. Jeg skulle have det fulde ansvar selv, reflektere over problemstillinger og finde løsningsmodeller - på egen hånd! Jeg var skræmt fra vid og sans. 3½ års studie i trygge rammer var for alvor borte. Voksenlivet var begyndt. Nu er jeg voksen?

Man burde få udleveret et “ny i arbejde”-skilt, som dem de har på MacD, så læger og patienter ville bære over med min begrænsede viden. Har da flere gange måtte undskylde min manglende evne til at svare, med at jeg var ny på afdelingen. Åh jeg glæder mig til at blive selvkørende og bare have styr på det!

Jeg var heldig at få jobbet i december, inden regionen havde ansættelsesstop. Havde søgt 22 stillinger, og endte op med drømmejobbet. Dog er det kun 1 års vikariat.

Min afdeling har heldigvis ikke skulle fyre nogen. Der bliver lidt omstrukturering af vagterne, men ikke noget af stor betydning. Mit hospital har ikke været så hårdt ramt. Thank Good.

Tænk sig, jeg valgte i sin tid at læse til sygeplejerske, så jeg altid var sikker på at kunne få job, og straks som jeg bliver uddannet ser verden anderledes ud. Hvem skulle have troet det. Bilder mig selv ind, at det snart vender, og der sker noget drastisk. At regionen giver flere penge, når de ser hvad konsekvenserne af massefyringerne er. Men ærligt talt, så gruer jeg for fremtiden. Det er hårdt at løbe stærkt på arbejdet, ikke have tid til halvdelen af det, man synes er nødvendigt, og gå hjem med dårlig samvittighed… Og jeg har kun været der 1½ måned nu. Gad vide om man bliver immun eller påvirket af arbejdsvilkårene…?